Virkelig stærkt skrevet – og jeg er faktisk meget enig med dig. Vi skal ikke lade ansvaret for klimakrisen lande som en mursten i skødet på den enkelte borger. Det er både uretfærdigt og ineffektivt, og det giver præcis den stress og skyld, du beskriver. Jeg arbejder selv med mennesker, der kæmper med overbelastning og ansvar – det er ikke vejen frem.

Når jeg snakker om ansvar og affaldssortering, så er det ikke fordi jeg tror, vi løser klimakrisen med sort plast og kartoner i hver sin spand. Det er mere fordi jeg oplever, at nogle former for ansvar gør os stærkere. Lidt ligesom når børn lærer, at de selv kan plante noget og se det gro – så bliver miljø ikke noget abstrakt, men noget man har en relation til.

Men ja: Producenterne skal presses, systemerne skal være nemme, og de store skal reguleres hårdt. For ja, de reelle klimasyndere er ikke dig og mig – det er dem, der designer engangsprodukter, flyver avocadoer rundt og stadig brænder kul af som om det er 1950.

Så måske vi faktisk er enige: det handler ikke om at gøre alt selv, men om at vi får lov at gøre det, der virker – og ikke står alene med opgaven, mens de store slipper udenom.

Det er virkelig rart at mærke, at vi kan tale om det her uden at havne i “influencer-bashing” eller glorificering – bare helt nøgternt om magt, ansvar og systemer uden styring. Og du har ret: annoncørerne har en kæmpe rolle her. De sidder jo i sidste ende med pengekassen – og dermed også en kæmpe pædagogisk mulighed for at belønne kvalitet over kvantitet.

Og ja – 150 tilmeldte er faktisk en stærk start! Fedt - Det viser i det mindste, at nogen i branchen gerne vil gøre det ordentligt. Nu mangler vi bare, at nogen tør sige det højt, når influenter bevidst ikke vil være med. For som du skriver: det bliver jo også en ret fin røgalarm ift. potentielle desinfo-kanaler.

jeg tror ikke løsningen er at kaste håndklædet i affaldsspanden og håbe en robot klarer resten.

For mig handler sortering ikke kun om CO₂ eller økonomi. Det handler om ansvar. Om at vi ser vores affald og bliver klogere af det. At børnene vokser op og ved, at ting ender et sted. Og ja, det er bøvlet. Det skal være nemmere – men ikke væk.

Vi skal gøre sortering smartere: – mere ensretning mellem kommuner – bedre emballagedesign – og måske maskinhjælp efter vi har gjort det vi kan.

Men vi mister noget vigtigt, hvis vi siger: “det må maskinerne klare.” Vi mister forbindelsen til konsekvensen af vores forbrug.

Så ja tak til nytænkning – men lad os ikke skubbe ansvaret fra os, bare fordi skraldespandene vælter i blæsten

Yes, præcis. Og du rammer et afgørende punkt dér: Influencerens incitamentstruktur er bare mere direkte og personlig. Det er ikke en redaktion, en chefredaktør eller et public service-charter – det er “mig selv A/S”, hvor likes = løn og reach = renteindtægter.

Og ja, klassiske medier har bestemt deres egne issues – clickbait, ejerinteresser, annoncepres – men de har trods alt nogle faste rammer og mulighed for kontrol. Det har man ikke på samme måde, når contentkarusellen styres af følelser, følgere og fornemmelsen af at være “ægte”.

Så jeg er enig – influentnævnet er en start, men det er stadig mest et whiteboard med post-its. Vi mangler stadig en reel juridisk ramme, der anerkender, at hvis du har 150.000 følgere og reklamerer for produkter, politik eller holdninger, så er du ikke “bare en privatperson på Instagram”.

Og når vi nu taler ansvar, så ville det da klæde de store annoncører at vælge influenter, der faktisk vil være med til at løfte standarden – og ikke bare løfte engagement.

Tak for en mega god diskussion. Den her tråd burde jo nærmest sendes direkte til Medieforligsforhandlingerne

Yep 👌 om 70 år er vi flere … 😅

I 2096 kan flertallet i Danmark have rødder udenfor landet. Altså jeg er tysk og svensk 😂 foruden dansk. Sååå. Men om 70 år vil verden også være forandret af klima, kriser og migration.

Måske skal vi ikke frygte, hvem der kommer – men spørge, hvordan vi sammen skaber et samfund, hvor alle kan høre til. For i sidste ende handler det ikke om blod eller baggrund, men om fællesskab, værdighed og håb.

Uhh, meget intetresant… Hvem ved om vi har ‘landegrænser’ om 70 år, når halvdelen af verdenen er flygtet pga klimaet.

Vi bor heller ikke i nogen fancy by med 10-minuttersdrift og fancy letbaner. Her kører én sølle bus i timen mellem to større byer – og that’s it. Vi har klaret os med cykler og en gang imellem lån af bil, men det kræver planlægning, kompromisser og nogle gange ren vilje.

Det burde jo ikke være sådan, at man skal være halv-superhelt for at leve uden bil. Hvis kollektiv transport virkelig var et realistisk alternativ, ville langt flere tage den vej. Men i stedet får vi politiske udspil, der straffer folk med gamle biler – uden at tilbyde noget som helst brugbart i bytte. Det er ikke den korrekte vej at gå, vi skal give alternativerne et boost nu.

Ikke DSB planen med nye toge om 4-5 år.

Tak – og virkelig stærkt perspektiv du bringer ind!

Du har helt ret: Influencere er langt mere sårbare over for målrettede desinformationskampagner – netop fordi de ikke har redaktionelle muskler, men til gengæld direkte adgang til tusindvis af følgere. Og det gør dem jo ikke bare til sårbare mennesker, men til sårbare medier!!

Derfor er jeg også enig i, at deres ansvar ikke bliver mindre – tværtimod. Når de bygger en platform på tillid og personlighed, og samtidig påvirker folkeopinion, så følger der et ansvar med for at tjekke, tænke og træde varsomt. Ikke som perfekt faktatjekker – men som nogen, der ved, at deres stemme kan forstærke både håb og bullshit.

Og hey – hvis man kan bruge 3 timer på at finde det rigtige filter til sit face, så kan man nok også bruge 3 minutter på at tjekke en kilde 😉

Det sys jeg nu de gør ret tit… Og igen. Enig, vi er generelt for pro privatbilismen generelt.

Jeg har det på samme måde - jeg har heller ikke bil, men kan som @krydret_ismaskine@feddit.dk skriver, rammer dette nok bare socialt meget skævt. Så om det et den rette vej.

Der er noget bizart ved at se influencerbranchen kalde på strengere regler, mens den samtidig lever af at bøje virkeligheden. Det er ikke, fordi Christina Sander eller Matilde Trobeck gør noget ulovligt. Det er, at hele forretningsmodellen bygger på følelsesmæssig iscenesættelse – og når så virkeligheden svarer igen, råbes der “shitstorm”? Berettiget?

Lad os være ærlige: Det her handler ikke bare om moral. Det handler om magt og imagekontrol. Altid. Især på de medier vi alle her er imod, hvor man fanger algoritmer.

Vi lever i en tid, hvor grænsen mellem menneske og mediekanal er udvisket. Influencere er både privatpersoner og virksomheder, og de opererer i en digital gråzone, hvor “autenticitet” er markedsført følelseskapital. Den der grådige cocktail af reklame, livsstilsråd og “jeg deler bare mit liv”-vibes er designet til at fremstå nærværende og ægte – men i praksis er det kurateret content, ofte med et mål: følgere, engagement, profit. Lander i morgen nær dig ‘Tudekiksen By Meta’

Når man så får kritik – ikke bare fra medier, men også fra almindelige mennesker – så er reaktionen ofte performativ sårbarhed: tårer, forklaringer, “jeg ville bare være ærlig”. Og det virker. Sander voksede i følgere efter sin færgekritik. Ikke på trods af, men på grund af stormen.

Samtidig udtrykker hun ønske om etiske regler, bl.a. at man bør informere en virksomhed før man kritiserer dem. Det lyder pænt. Men det er jo netop det medierne allerede gør under pressenævnets regler. Influencere vil gerne høste mediemagtens frugter – uden at bære dens ansvar. Det er som at ville være både mikrofonholder og frontfigur – og få likes for det hele.

Analyse… Jeg blev nød til det.!

– Influencere er ikke reguleret som medier. Men de kan få enorm dagsordensmagt – flere følgere end aviser har læsere. Det jo en vanvittig vild magt. – Der findes et nyt influenceretisk nævn, men det har ingen sanktionsmuligheder, og retningslinjerne er frivillige. – Flere shitstorms handler ikke om lovbrud, men om moralske gråzoner (assistenter, bøger, færger, babyer). – Reaktionen fra medier og borgere kommer, fordi influencerens rolle ofte ikke er transparent: Er du et menneske eller en reklame? En samfundsdebattør eller en salgsprofil? Begge?

Vi skal turde sige det højt: Når man vælger en rolle, hvor ens liv er en platform, og hvor ens stemme bliver til en forretning – så kommer der et ansvar. Ikke juridisk nødvendigvis. Men et etisk, kommunikativt og demokratisk ansvar.

Ikke for at tage taletiden – men for at minde om, at magt uden modspil bliver til spin.

Rant over.

🎪🚀🎩

Alt tilbage til ‘normalen’ som vanlig. Alt er glemt og vi lever videre I osteklokken.

Det handler vel om at trække flere fra højre mod hende?.. Jeg begriber ikke, at dette er blevet sig socialdemokratisk værdi politik.

Jeg ved det virkelig heller ikke…

Ja og med det så fint sagt - gør det, det bare endnu mere pinligt sagt af en dansk statsminister. 🥲

Også min tanke, pludselig er landet de lever også en instans der yder kontrol over dem.

Jeg forstår ønsket om ligestilling og modstand mod social kontrol – men jeg forstår ikke, hvordan vi hjælper nogen ved at udelukke dem fra uddannelse. Det svarer til at smække døren i hovedet på nogen og så kalde det frisættelse.

Hvis en kvinde i niqab selv har valgt den og gerne vil tage en uddannelse, hvorfor ikke lade hende? Hvis hun ikke selv har valgt – så bliver forbuddet bare endnu en form for kontrol, bare med staten som aktør.

Det her er ikke bare et spørgsmål om tøj, men om tillid, relationer og adgang. Hvis vi vil frigøre – så kræver det åbne døre og åbne sind. Ikke flere forbud.

Det bliver i hvert fald syret at læse hvis han ikke dømmes…

Enig! Hvorfor har han, også med den status han har… Ikke gået til politiet?